A-kasse – Fordele og ulemper

Et medlemskab i en arbejdsløshedskasse anses af de fleste, som værende en rigtig god investering. Man får et ekstra sikkerhedsnet til at holde en oven vande, hvis man en dag skulle gå hen og miste sit arbejde. Hvis du ikke er medlem af en a-kasse på nuværende tidspunkt, har du nok fået anbefalet nogle gange at du melder dig ind i en. Argumentet er ofte at det vil betale sig i den lange bane. Det er dog sundt altid at være en smule skeptisk. Det er alligevel ikke småpenge, som man skal aflevere i kontingent, når man er medlem af en a-kasse. Jeg vil prøve at nævne nogle af fordelene og ulemperne ved medlemskab i en a-kasse, og min personlige holdning til om man bør melde sig ind i en.

Kort om fordele og ulemper ved a-kasse

Ligesom fagforeningerne er sat i verden for at beskytte og sikre os gode arbejdsvilkår på jobbet, er det også vigtigt at man er sikret ordentlige vilkår, hvis man en dag ryger ud af arbejdsmarkedet. Dette er hvad a-kasserne er for. Ved medlemskab i en a-kasse kan man optjene rettighederne til at modtage dagpenge. Hvis det uheldige en dag sker, og man pludselig står uden job, kan man stadig opretholde sin levestandard, med indtægten fra dagpenge. Det er ikke kun en investering for en selv, men for hele ens familie. Der har altid været usikkerheder forbundet med arbejdsmarkedet. Under finanskrisen lærte vi dog, at man ikke altid kan forvente at der står et job klar til en, så snart man er blevet sagt op. Der kan sagtens gå en lang periode, hvor man må søge efter arbejde. Her kommer ens medlemskab i a-kassen en til gode. Ligesom vi tegner forsikringer til så mange andre ting, mener jeg bestemt også at det er fornuftigt, at man tegner en ”forsikring” i form af medlemskab i en a-kasse, hvis man en dag bliver arbejdsløs.

Er du i en position, hvor du sagtens kan undvære nogen nævneværdig indtægt, hvis du en dag mister dit arbejde, er der ikke nogen grund til at have en a-kasse. Dog mener jeg klart, at der er flere fordele ved at have en a-kasse. I sidste ende er det dog dig selv som skal vurdere, om du skal have en a-kasse.